Nu skal I bare hoere. Vi har haft nogle rigtigt gode dage i Laos indtil nu. Mange gode historier burde fortaelles, men en del maa altsaa vente til vi kommer hjem, for vi er traette og internettet er ikke just optimalt her.
D. 17. tog vi paa vores tur rundt i Bolaven Plateau. Endnu engang maatte vi konkludere, at det er ALLE pengene vaerd at investere i en dyr tur - vi havde nogle super dage.
Bolaven Plateau er en udslukt vulkan og jorden i omraadet er derfor utroligt frodig. Turen var derfor rig paa storslaaet natur: smukke vandfald og groenne kaffe- og te- og frugtplantager. Igen var vi heldige med en soed guide, der var meget entusiastisk og vidende omkring sit land. Vi fik mange spaendende insiderhistorier, og fik udvidet vores laotiske ordforraad saa vi naesten kan foere en anstaendig samtale :) Vi har maate erkende, at det er saerdeles nyttigt, naar man skal prutte om priser og altsaa fedte sig ind paa de lokale. Vi scorede ufatteligt mange points i Vietnam paa at kunne sige godt nytaar og synge en enkelt linje af en vietnamesisk boernesang (her vil vi gerne sende en stor tak til Mui og Lam).
Paa turen rundt i Bolaven Plateau fik vi besoegt op til flere minoritetslandsbyer. Igen maatte vi lettede erkende, at folkene her altsaa virkeligt ser ud til at nyde deres liv. Nok er det primitivt, nok knokler kvinderne (alle aldre og ikke mindst gravide) fra morgen til aften mens maendende ligger og sover i skyggen, nok render boernene rundt og ryger kaempe vandpiber, uden bukser paa og med mad i hele hovede. Men de er glade er de. Det ser ud til, at de har et helt utroligt faellesskab, som vi ikke kan tillade os at vaere andet end misundelige over. Det lyder maaske en anelse naivt, og vi kommer jo heller ikke ind under huden paa menneskerne i landsbyerne. Vi moeder dem blot overfladisk.
En oplevelse, som helt sikkert vil staa tilbage som en af de bedste, var netop i en af disse landsbyer. Det var hen af eftermiddagen, og vi var begge traette efter alle dagens inputs. Da Lar (vores guide) igen trak os ind i en lille landsby var det med indstillingen, at vi hurtigst muligt skulle tilbage i tuk-tuk'en. Jo hurtigere jo bedre. MEN! I det samme kommer landsbyens boern hjem fra skole. De ser ikke ofte turister og var derfor saerdeles nysgerrige. Det viste sig, at de havde en gammel slidt tavle i byen, og inden laenge greb Julie kridtet og begyndte i nysgerrioghed at udfordre boernenes faglige viden. De blev ellevilde og hele byen samledes om os. Boernene var utroligt skarpe og skoleudgifterne er altsaa ikke spildt. Bagefter legede vi CISV-sanglege med dem og vores popularitet steg med lysets hastighed! Det var bare saa livsbekraeftende at faa lov til at lege rundt med de boern og se dem grine. Vi foelte virkeligt, at vi kunne goere en forandring. Ogsaa selvom det blot var for en enkelt dag. Det var i hvertfald det hele vaerd. Der blev heldigvis taget mange billeder, som vi nok skal love at dele med jer - de skal ses!
Anden dagen paa vores tur var mere stille og rolig. Den indebar badning i et vandfald og ikke mindst halvanden times elefanttrekking. At traede over paa en elefant i tre meters hoejde med bare taer, kraevede en del overvindelse for os begge, men man vaennede sig hurtigt til den meget maerkelige transportmetode. Ikke just komfortabelt, men sjovt! Op og ned af smaa stier og igennem et par floder. Det var fasinerende at se, hvor forsigtig den var, hver gang den skulle laegge vaegten over paa et andet ben.
Vi tog tilbage til Pakse, hvorfra vi tog en VIP natbus til Vientiane. Det var klart den sejeste bus vi har vaeret i indtil nu. Og vi havde da ogsaa faaet en udemaerket natssoevn, hvis ikke det havde vaeret for fem munke, der sov lige bag os. Det var faktisk paa graensen til det forrygte. De larmede mere end en 7.klasse paa vej paa deres foerste lejrskole. Julie endte i desperation med at tysse af dem, og det hjalp da ogsaa - i fem minutter.
Vi kom godt, men traette, til Vientiane, der er en dejlig dejlig by. Meget fransk i stilen med smaa lave huse og en hyggelig flodbred. Utroligt charmerende, og med det hidtil bedste udbud af smaa cafeer, hvilket vi ogsaa fik udnyttet til fulde. Vi fulgte en lonely planet walking tour rundt i byen, der bragte os rundt til de vaesentlige sevaerdigheder. Der var mange flotte templer, kan I tro! Den naeste dag havde vi formiddagen, hvor vi naaede ud til Pat That Luang (eller noget i den stil), der er Laos' nationalsymbol: en enorm guldbelagt stupa, der var lidt for bling-bling, hvis I spoerger os, men selvfoelgelig var en udflugt vaerd. Om eftermiddagen tog vi en bus til Vang Vieng.
Vang Vieng er en lille bjergby i den smukkeste natur. Stedet udbyder utallige naturaktiviteter, saa som mountainbiking, kayaking, tubing, trekking osv osv. Efter utallige opfordringer fra vores gamle australske venner (der mente, at tubing er en af guds gaver til mennesket), var vi blevet overtalt til at kaste ud ud i tubing. Hele Vang Vieng er bygget op om denne aktivitet. Overalt saelges der troejer med paaskriften: I went tubing in Vang Vieng, Laos! (jah, vi er ogsaa indehavere af saadan en troeje), i byen er der ikke mange lokale tilbage, den er beboet af unge backpackere, der kommer forbi for at kaste sig ud i baderingene. Alle restauranterne har skiftet stolene ud med senge, hvor man kan indtage sin mad liggende og sove toemmermaendene ud. Og ikke mindst se Friends 24 timer i doegnet.
Tubingkonceptet er som foelger: Man leger et traktordaek som badering og saetter sig ind i en tuk-tuk, der koerer dig ud til floden. Her stiger du saa af, smider toejet ned i en vandtaet saek og render ellers rundt i en bikini hele dagen. Langs floden er der barer med hoej teknomusik, masser af alkohol og ikke mindst vanvittigt farlige gynger, hvorfra fulde unge mennesker kaster sig ud i floden i 20 meters hoejde og ikke kan undgaa at komme til skade. Naar du bliver traet af den ene bar, saetter du dig op i din badering og bliver 'fisket' op af den naeste bar. Saadan forsaetter man 4,5 km tilbage til Vang Vieng. Det mest SINDSYGE koncept i hele verden, vil vi vaage at paastaa.
Vi var ikke glade ved situationen, da vi kom, men langsomt kunne vi jo godt se det sjove i det. Vi endte med at have en rigtig sjov dag - men bare rolig mor og far, samt bedsteforaeldre. VI VAR IKKE FULDE OG PASSEDE GODT PAA OS SELV OG HINANDEN! Men som Julie sagde, da vi vendte uskadte hjem til Vang Vieng: "Det var utroligt rart at foele, at jeg stadig bare er 19 aar". Vores endelige dom over Vang Vieng var altsaa, at stedet paa den ene side er et sted, der er svaert ikke at kunne lide. Naturen er fantastisk smuk og du kan tage dig til saa mange ting - det er ikke muligt at kede sig i Vang Vieng. Men paa den anden side er det vigtigt at vaere opmaerksom paa og have oejnene aabne for, hvad turismen kan goere ved saadan et smukt sted. Hvis ikke man har daarlig samvittighed over at side i sin badering og sejle forbi de maalloese lokale paa vandbreden, saa er der altsaa noget galt.
I gaar tog vi saa fra Vang Vieng til Luang Prabang. En helt forfaerdelig bustur gennem bjergterraen. Plastikposer raslede i hele bussen og folk maste sig ud i lettelse, naar der var pauser. Julie var en af de udvalgte til en massiv omgang koeresyge. Fy for den lede.
Men vi ankom altsaa til Luang Prabang i gaar aftes og forelskede os, paa trods af stadig ubehag fra koereturen, med det samme i byen. Her er saa fint! De lave, gamle, franskinspirerede huse ligger paa smalle, yndige gader med store blomstertraer og smukke templer paa hvert et gadehjoerne. Og de lokale er saa venlige. Med mindre du bevaeger dig ind til natmarkedet (hvilket vi selvfoelgelig har gjort et par gange) er der ikke konstant nogen der forsoeger at sealge dig noget, og alle butiksforretninger er ikke indrettet til at tilfredsstille turister. Det er altsaa meget befriende at slendre rundt i de smaa gader.
I overmorgen tager vi en bus nordpaa til Luang Nam Tha. Den nordligste provins hvorfra vi regner med at arrangere endnu en spandende tur til uberoerte omraader.
Vi vil i seng nu.
Tillykke til min mor (altsaa hende uden Bir foran Gitte) fra Julie. Hun bliver nemlig 50 i dag, og jeg er meget ked af, at jeg ikke kan fejre det med dig! TILLYKKE!
Mange kaerlige hilsner
Julie og Maria.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar