HANOIEREN part two

Vi bringer lige et lille ekstra ordinaert kapitel af dette spaendende eventyr, der er ved at udspille sig for vores oejne.

Vi kom efter udgivelsen af gaarsdagens indlaeg i tanke om en masse ting, som vi gerne vil dele med jer. Her foelger altsaa lidt greatest hits fra turen indtil nu.

Julie og Maria i en taxa paa vej til Ho Chi Minhs mausoleum. Da vi paent havde spurgt ham, om han kunne koere os til Ho Chi Minhs mausoleum, taendtes smaa julelys i taxa chauffoerens oejne, hvorefter han udbroed: "Ho Chi Minh city?? YESSSS!" En saa lang distance ville nok have kunnet fordoble hans aarsloen, saa det var haardt at viderebringe den soergelige besked til ham. Vi forestrak de 6 km i stedet for de 6000 (eller hvor langt der nu end er fra nord til syd).

En af de aller aller bedste seancer er fra i gaar, hvor vi paa en restaurant forsoegte at viderekommunikere til en meget daarligt engelsktaler og forstaaer, at vi bestemt ikke oenskede noget is i vores cola og vand (det kan give meeega diarre). Vi raabte og faegtede med armene "NOOO ICE, no NOOO ICE!!". Fem minutter senere satte han selvtilfreds en daasecola og en flaske vand paa bordet med ordene: "Cola. Vater. YEEES. NOOO ICE". Vi tog haenderne om drikkelsen og maatte indse, at den stakkels lille vietnameser havde kastet det i mikroovnen i 5 minutter, for at tilfredsstille sine eneste kunder.

I dag fulgte vi guidebogen for at finde et laekkert, autentisk, vietnamesisk spisested, og det bragte os til en facade, men en smal gyde, hvor der i bunden hang et ituslaaet neonskilt: Restaurant. Maria synes der saa for farligt ud men den frygtloese (not) Joppe fik hevet Maria med ind. Vi gik op ad en trappe og ind i noget der utvivlsomt lignede et privathjem. MEN den soede ejer bragte os igennem en stue og en gaardhave og ind i et baglokale, hvor faa borde var daekket op. En ung pige bragte vores mad med orden: "Yeees, so, aaah how old do you think I am, yeees?". Hun stod hos os hele middagen. Hendes naeste spoergsmaal var: "Yeees, so you love a boyfriend and you make love to boyfriend, yeees?". Saa maatte vi hoppe pladask ud i en bierne og blomsterne, seksualundervisning men dog ogsaa en interassant samtale om forskelle og ligheder mellem det danske og vietnamesiske samfund. Vi blev maaske lidt for imoedekommende for lidt senere kom spoergsmaalet: Sooo, can i come with you toninght, yeees?". Men alt i alt var det en god oplevelse. Ikke bare det at vade direkte ind i en families hjem, men ogsaa datterens imoedekommenhed og anderledeshed (hendes hobby var med hendes egne ord: "the colour pink and figure 'Hello Kitty'. you know 'Hello Kitty', yes? I want to go to Jpan to see 'Hello Kitty'. I want to be unique so I always wear pink clothes. Okay?").

Nu vi er ved maerkelige historier kan vi fortaelle om igaar, hvor Maria betalte 30.000 fjollepenge (det svarer til 10 kr., hvilket er helt vanvittigt dyrt!) for to appelsiner. Vi sad og noed vores frokost paa en baenk, da en kvinde med et meeeget manglende ben satte sig helt op ad Maria. Det innaverende tomrum fra det manglende ben kastede Maria ud i desperation og hun hev pengekatten frem i stedet for at faa kvinden til at flytte sig. - Joppe holder paa, at damen har hugget benet af i stedet for en uddannelse og tjener kassen paa at skraemme livet af stakkels turister.

Forresten har vi vaeret suuuper kulturelle i dag (far!!). Vi startede dagen med Ho Chi Minh mausoleum, som desvaerre er lukket om fredagen. Vi saa dog pladsen med bygningen, hans bolig, den ensoejlede pagode og museet for Ho Chi Minh. Dernaest tog vi til The Ethnological Museum og laerte om de forskellige minoritetsgrupper i Vietnam foer vi skal ud og besoege nogle af grupperne her fra i morgen. Sidste kulturelle stop blev The Temple of Litterature, inden vi begav os paa jagt efter den cambodianske ambassade, hvor vi har bestukket tredje sekretaeren og faaet lavet fine visa til vores videre rejse.
I alt har vi idag koert med taxi tre gange og cykeltaxi to gange, hvilket er et tydeligt tegn paa, at vi er blevet ret forelskede i trafikken her. Det er naesten som at vaere i Tivoli. Vi har saagar OVERVEJET at tage en tur paa motorcykel... Men vi har stadig forventning om at komme levende hjem, saa vi forsoeger at holde os fra fristelsen.

Naevnes skal det ogsaa, at Marias baggage er kommet til byen, saa nu er der vild fest alle mand i hus og ikke mindst rent toej og masser af malariamedicin.

Vi siger aloha her fra og haaber i nyder livet derhjemme.
Julie og Maria


Ps: til evt. interesserede er vejret her i Hanoi overskyet og meget tilpas koeligt, men vi har tydeligt kunne maerke solen skinne igennem skydaekket og de faa blaa huller i skyerne.

Pps. Julie savner sin kaereste!! Hej skatten!!