Phu Quoc t/r

Kaere laesere.
Saa er vi kommet til fastlandet igen efter nogle laekre laekre dage paa bountyoeen Phu Quoc.

Turen fra Ho Chi Minh City til Rach Gia (havnebyen, hvorfra vi skulle sejle til Phu Quoc) var en oplevelse, som vi helst glemmer. Vi fulgtes med vores australske venner og to britiske piger til en lokalebusstation. Her gik det op for os, at natten ville blive en af de laengere. Bussen havde intet baggagerum, men 16 saeder, som alle var optagede. Vi maaette mase os sammen bagerst i bussen, og det er ingen underdrivelse, naar vi siger, at vi sad fire mennesker paa et bagsaede, hvor man normalt sidder tre, med 20 centimeter fra vores eget saedes kant til saederne foran. Det betoed, at ens knae ved hver lille bevaegelse bussen lavede (og det var ikke faa), blev mast ind i saedet foran. Men de store rygsaekke paa laarene og under saederne, paa gulvet og hvor der ellers lige var plads, kan I nok forestille jer, at det ikke var komfortabelt og hurtigt fik sat gang i et klaustrofobisk anfald hos Joppe. Ved foerste stop var vi alle ved at gaa ud af vores gode skind og en af de britiske piger graed saagar af ubehag.
Underligt nok var forsaederne frie, og Joppe spurgte den ikke-engelsk-talende-mega-nederen-skubbende-idiot-chauffoer, om det var muligt, at hun kunne komme op og sidde, da hun var daarlig. Den ikke-engelsk-talende-mega-nederen-skubbende-idiot-chauffoer viftede hende blot vaek, og fik med fagter forklaret, at de var optagede. Australier Jack, som sad taettere paa udgangen, tilboed hende hans plads hvor der lige var plads til at traekke vejret.
Senere gik det op for os, at saederne oppe foran var frie, saa ikke-engelsk-talende-mega-nederen-skubbende-idiot-chauffoer frit kunne samle blaffende folk op fra vejen og altsaa koere en ekstra lille forretning til egen lomme oppe foran.
Vi kom altsaa levende til Rach Gia, men ingen af os havde lukket et oeje hele natten. Da den ikke-engelsk-talende-mega-nederen-skubbende-idiot-chauffoer derefter naegtede at koere os hele vejen til faergen, gik drengene i aktion og fik overtalt en taxachauffoer til at koere os gratis derned, mens den ikke-engelsk-talende-mega-nederen-skubbende-idiot-chauffoer og mindst 20 vietnamesiske maend, der syod omkring os (vi ved stadig ikke, hvad de lavede der kl 5 om morgenen) truede os med at tilkalde politi, hvis ikke vi forlod hans bus omgaaende.
I smaa hold fik drengene transporteret os ned til havnen, hvor vi dybt taknemmeligt indtog en vietnamesisk kop kaffe mens solen stod op.

Som I nok kan fornemme, foelte vi, at dagene paa bountyoeen var yderst velfortjente.
Vi blev indkvarteret i noget, der mindede om et homestay, da vi egentligt bare lejede et rum hos en familie og delte badevaerelse med dem. De var meget imoedekommende og gaestfri, og vi blev skam inviteret med til deres Tet-middag og pokerspilning for at 'gamble' det nye aar velkommen.

Opholdet var overstaaet paa rekordfart, og her sidder vi og er blevet dejligt brune (og kun lidt roede), maette og tilfredse og kan ikke rigtigt forstaa, at det allerede er i morgen, vi skal krydse graensen til Cambodia.

Der mangler dog en lille historie. Turen tilbage til fastlandet gik til en anden havneby end Rach Gia. Ha Thien er en lille by - saa lille at den ikke figurerer i nogle af vores guideboeger, og vi var derfor i tvivl om, hvordan vi skulle finde vej derfra til Chau Doc. Den engelsk-talende svigersoen fra familien vi boede hos paa Phu Quoc, havde beroliget os. Masser af turister havde gjort det foer. Intet problem. Der gik sikkert masser af busser, og hvis ikke ville vi kunne koebe os til en taxi, der ville kunne koere ruten for ca. 25 USD. Fint. Men hvad goer man saa, naar byen er saa lille, at den ingen taxaer har? Og naar busserne kun afgaar om formiddagen og klokken efterhaanden er blevet halv fire? Her begik vi en af vores foerste store bommerter.
Vi slog os sammen med fire 'voksne' europaeere. 2 hollaendere og 2 fra oestrig, der skulle til samme destination. Sammen begyndte vi at arrangere en minibus via nogle lokale motorcykelmaend. Da de moedte op med en lille jeep uden bagagerum og kun 6 saeder, begyndte en alarmklokke at ringe i baghovedet, og smaa glimt af natten fra HCMC til Rach Gia dukkede op paa nethinden. Nej tak. Men dette nej tak var aabenbart ikke velset hos de ivrige motorcykelmaend, som sikker ville faa raget en god andel af fjollepengene til sig.
Det endte ud i en hidsig diskussion, der isaer rettede sig mod Julie, da det var hende, der havde bedt om biltilbuddet. Med et 'Fuck you', et 'alle-turister-er-racister-og-vil-oedelaegge-vores-land' tilraab og endnu flere trusler om politianholdelse, begyndte vi at lede efter et velorganiseret turistbureau, der paa normalvis kunne ordne vores transport. De mange maend koerte i forvejen og forsoegte paa bedste vietnamesisk vis at faa rejsebureaudamen til ikke at saelge os en bus foer de havde faaet de penge, som de mente, de havde krav paa. Det blev simpelthen for meget til sidst og vi betalte dem 200000 vietnamesiske dong, for at faa dem til at pakke sammen og smutte. 200000 svarer blot til ca. 60 kr, men det er altsaa mange penge hernede, skulle vi hilse at sige.
En ubehagelig oplevelse rigere satte vi os ind i en rumlig minibus med en utrolig soed chauffoer, som fik os bragt til Chau Doc paa sikker vis.

Ingen grund til panik derhjemme. Vi kom ikke noget til, og vi handlede cool og i overensstemmelse med al sund fornuft. Selvom vi efterhaanden har moedt mange nederen mennesker paa denne tur, er det altsaa ikke alle vietnamesere, der opfoerer sig saa daarligt.

Vi er efterhaanden begyndt at glaede os til et nyt land, nye mennesker og en ny kultur. Vi krydser graensen til Cambodia i morgen, hvis alt ellers gaar vel.
Ruten i Cambodia er endnu ikke fastlagt, men vi skal selvfoelgeligt nok opdatere jer, saa snart vi ved noget.

Haaber I alle har det godt derhjemme.
Kaerligst,
Julie og Maria

ps: Julie savner...