An Mui! An Lam! DETOY!

Saa er vi ankommet til Ho Chi Minh City efter nogle helt geniale dage bag paa kvaernen, som vi kalder det paa biker-sprog.

Som vi havde forventet, var det uden tvivl den rigtige beslutning at opleve det centrale hoejland fra en motorcykel. Og ja, vi ved godt, at I sidder derhjemme i kolde Danmark og griner jeres roev i laser over at lille Marissen og lille Joppe er blevet lidt af et par 'bikerchicks'. MEN det var virkelig en kaempe stor oplevelse!!!
Det foerste vi laerte, var at sige 'An Lam, an Mui, detoy!'. Det betyder 'Lam, Mui, let's go!' at I bare lige viste det (an er en hoeflighedstitel, fordi de er aeldre end os). Det var en meget benyttet saetning paa turen, da Mui i sin iver for at vise os heeeeeele Vietnam og laere os heeeeele historien, havde tendens til at gaa lidt i hak. Men saa var det godt, at vi havde en magisk saetning, saa vi kunne komme videre i teksten.

I de 3 dage med Mui og Lam fik vi endelig set det smilende og imoedekommende Vietnam, som vi har ledt saa laenge efter. Vi har besoegt en hulens masse familier, som gaestfrit har inviteret os inden for og vist os et udpluk af deres hverdag. Vi har bl.a. set hvordan man laver tofu, hvordan man dyrker peber, hvordan man laver mursten, hvordan man dyrker blomster, hvordan man dyrker og efterbehandler kaffeboenner, hvordan man laver risvin og hvordan man laver den karakteristiske 'sticky rice cake', som alle spiser op til Tet (det kinesiske nytaar, der falder d. 26. januar i aar). Vi har saagar set hvor kondomerne kommer fra! - gummitraeplantager. Udover alt dette har vi hver dag koert igennem uovertruffen smuk natur og set vandfald, pagoder, minoritetslandsbyer, hvor befolkningen kun sjaeldent har moedt 'hvide' mennesker. Byen vi overnattede i anden nat, gik helt i staa, da vi gik en tur paa markedet. Alle stoppede deres handlen eller andre goeremaal for at faa et gluk af de to maerkelige piger der gik forbi.

De 3 dage boed paa et indblik i den amerianske krig i Vietnam. Mui var saerdeles kompetent hvad angik den amerikanske krig og kunne vise os steder paa vejen, der gav en god dog gruopvaekkende forstaelse for haendelserne. Den 3 dag saa vi fx The Ho Chi Minh Trails. Et netvaerk af veje, der blev anlagt over 20 aar af de Nordvietnamesiske kommunister til at bringe ammunitionsforsyninger fra nord til syd, hvor de kommunistiske oproersbevaegelser brugte det i kampen mod den sydvietnamesiske haer. Rundt om vejene i netvaerket, der stadig eksisterer, er der kaempe bombekratere fra amerikanernes bombadementer. Ydermere er der i omraaderne omkring The Ho Chi Mihn Trails miner, der stadig saarer og saagar draeber landmaendene, der idag dyrker jorden. At staa der og faa historien fortalt var en kaempe oplevelse, der gav os et stoerre indblik i krigen end nogle af de boeger vi har laest og museer vi har besoegt, har kunnet give os.

Lam og Mui var nogle utroligt gode gutter, som vi kom til at holde meget af i loebet af de tre dage. De var dybt engageret i deres arbejde, og det var tydeligvis meget vigtigt at proeve at forklare os den vietnamesiske kultur paa baggrund af fortiden, nutiden og fremtiden. Vi fik en interessant diskussion med Mui omkring krig, fred og kommunismen. Lam gik for sig selv, da snakken faldt paa partiet og Mui talte lavt om korruptionsproblemer og diktatur. Han fortalte at selvom han var klar over, at det kommunistiske styre i hoej grad begraensede hans frihed, var det eneste vigtige i Vietnam lige nu, at der var fred og at de frit kunne rejse fra nord til syd. De ord forstod vi bedre d. 3 dag, hvor Mui gik i dybden med krigens raedsler.
Som I nok kan forstaa, var det helt vemodigt at tage afsked med vores to nye venner den sidste dag.

Som lovet satte Mui og Lam os paa en bus til Ho Chi Minh City den sidste dag. Vores plan var at blive her over Tet (altsaa til og med d. 26.), men desvaerre viser det sig, at hele byen lukker og slukker i tre dage, saa vi bliver noedt til at rykke videre allerede i aften for ikke at blive fanget her. Defor tager vi ud til oeen Phu Quoc i haab om et par dage med strand, en bog, laekker mad og solskin. Vi ved endnu ikke hvornaar vi vender tilbage til fastlandet, men vi regner med kort at opleve Mekong Deltaet foer vi krydser graensen til Cambodia d. 31..

Det maa vaere alt for nu.
Julie savner. Og det goer Maria skam ogsaa. Hun er bare ikke lige saa syg i hovedet som Julie :)
Kaerlige hilsner fra os begge.

Ps. Ho Chi Minh City er for noejeren!!